Berlingske Tidende


Velkommen til Berlingske.dk




Læs dagens Berlingske Tidende uden at få tryksværte på fingrene
Berlingske E-avis Læs den trykte avis som du kender den.






 
 Fra Berlingske Tidende søndag den 21. november 2004

Venstre gav frihedspris til van Goghs inspirator

Efter mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh gik Venstres frihedspris i år til den kvindelige politiker Ayaan Hirsi Ali fra Holland, der som somalier med muslimsk baggrund havde inspireret netop Theo van Gogh.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen brugte i går uddelingen af Venstres særlige frihedspris til et frontalangreb på islamiske fundamentalister, der med dødstrusler og drab forsøger at kvæle enhver kritik.

»Nu er vi kommet dertil, at det også i Europa kan koste livet at udnytte sin ytringsfrihed. Kommet dertil, at et parlamentsmedlem må leve i skjul. Blot fordi ytringsfriheden er brugt til at sige noget kritisk om islam,« sagde Anders Fogh Rasmussen. »Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: I et frit folkestyre kan vi udtale os kritisk om hvad som helst og hvem som helst. I et moderne, oplyst samfund kan alt blive underkastet kritisk analyse og debat. Biblen såvel som Koranen.«

Frihedsprisen gik således i år til den kvindelige hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali, der nu må leve under jorden. Som somalisk kvinde med muslimsk baggrund havde Ayaan Hirsi Ali således inspireret den hollandske filminstruktør Theo van Gogh til en film om muslimsk kvindeundertrykkelse. Theo van Gogh blev myrdet på åben gaden i begyndelsen af november, og siden har den liberale Ayaan Hirsi Ali levet i skjul under konstant politibeskyttelse.

»Vi må på det kraftigste fordømme disse brutale overgreb på ytringsfriheden. Drabet på Theo van Gogh er mere end et drab på et enkelt menneske. Det er et angreb på de grundværdier, som vore frie og demokratiske samfund,« sagde statsministeren. »Hvis vi dukker hovedet i denne sag, så forråder vi vores frihedsidealer. Til islamiske fundamentalister og tyranner og terrorister af alle slags må vi sige klart og tydeligt: Vi hylder friheden. Vi hylder frisindet. Vi hylder fremskridtet.«

Ayaan Hirsi Ali kunne ikke selv være til stede i Herning i går, og derfor takkede hendes parlamentskollega Hans van Baalen fra det liberale VVD for Frihedsprisen.

»Hendes stol står tom i parlamentet ved siden af min, fordi hun ikke kan beskyttes. Ayaan Hirsi Ali kan ikke handle som politiker og sige sin mening. Dette er forfærdeligt. Det kan vi ikke acceptere i et demokrati som Holland, Danmark og andre EU-lande,« sagde Hans van Baalen.

Ifølge imam Fatih Alev fra København risikerer Venstres frihedspris at provokere unge muslimer herhjemme. Han opfordrer såvel politikere som kunstnere til ikke at udfordre grænserne og grave grøfter.

»Prisen kan virke som en provokation på de unge muslimer, der i forvejen er frustrerede. Hvis en muslimsk organisation ville give en pris til den mufti, der talte om, at piger selv er ude om voldtægt, hvordan ville den danske befolkning så reagere,« spørger Fatih Alev Ritzau Bureau - og svarer selv:

»Det er måske ikke en super sammenligning, men den kan tydeliggøre, at når det rammer en selv, så er det ikke behageligt.«

 
 







 

Ayaan Hirsi Ali kunne ikke være til stede i Herning i går. Hun blev præsenteret på storskærm, medens hendes liberale parlamentskollega Hans van Baalen modtog Venstres frihedspris på hendes vegne. Foto: Henning Bagger
 
Se også








Copyright © 2005 Berlingske Tidende  –  Pilestræde 34, DK-1147 København K