Gunnar Olesen: “Danmark som krigsnation: En parentes der bør lukkes”

Af Gunnar Olesen

Folketing og regering bør efter valget forholde sig til, at krige som hovedregel har ført til problematiske resultater, skjult under målforskydning, mens Danmarks muligheder for at gøre en forskel ligger i at bidrage til forebyggelse af og fredelig løsning på konflikter.

Siden 1999 har Danmark fire gange deltaget aktivt i angrebskrige mod siddende regeringer i fjerne lande: Serbien i 1999, Afghanistan fra 2001, Irak (2003-07) og nu Libyen. Lige nu er Danmark igen engageret i to krige på samme tid.

Begrundelsen for krigene var, at de fire regeringer enten udøvede uretmæssig undertrykkelse af deres befolkning (Libyen, Serbien mod den albanske del af befolkningen i Kosovo). Eller at de med støtte til international terrorisme (Afghanistan) og påstået udvikling af masseødelæggelsesvåben (Irak) udgjorde en umiddelbar fare for resten af verden, inklusive Danmark, så ’forebyggende krig’ var retfærdiggjort. Hertil kom, at der skulle indføres demokrati, respekt for menneskerettighederne og markedsøkonomi i de pågældende lande. Disse motiver skabte længe en bred politisk og ret stor befolkningsmæssig opbakning til krigene, også i Danmark.

Men i de fleste tilfælde blev krigenes resultater anderledes end forudset. I alle tilfælde er der under krigenes forlængelse sket en målforskydning, som kun er blevet lidet debatteret, hovedsageligt i form af nedtoning af de oprindelige, ambitiøse mål.

Målforskydning

I Kosovo var formålet at befri det albanske befolkningsflertal fra den serbiske diktator Milosevic’s undertrykkelse og at skabe et multinationalt Kosovo for de forskellige befolkningsgrupper. Da Serbien kapitulerede efter tre måneders luftbombardement i 1999 og Kosovo blev besat af NATO-tropper, blev slutresultatet imidlertid etnisk udrensning af de fleste serbere og oprettelse af en de facto albansk stat i 2008. Det nye Kosovo har et formelt demokrati, men en meget svag økonomi, og det er præget af internationalt organiseret kriminalitet.

Irak-krigen startede som bekendt på grundlag af en usand påstand om, at Saddam-regimet var i færd at udvikle masseødelæggelsesvåben. Invasionen og besættelsen førte til fem års blodigt kaos og borgerkrig, inden en nogenlunde stabil situation blev opnået, om end stadig er præget af politisk vold. Der er etableret et skrøbeligt, formelt demokratisk styre, hvor Iran har fået indflydelse via det shia-muslimske befolkningsflertal.

Invasionen af Afghanistan var begrundet med terrorbekæmpelse, men for Danmarks deltagelse spillede det officielt også en væsentlig rolle, at den afghanske befolkning, i særdeleshed kvinderne, skulle befries fra Taliban-styrets religiøst motiverede undertrykkelse. Invasionen førte til etablering af en formelt demokratisk regering, men blev efterfulgt af en langvarig borgerkrig og gradvis opgivelse af de oprindelige mål.

Allerede tidligt accepterede Vesten en (meget) islamisk republik og, om ikke før, måtte man efter præsident- og parlamentsvalg i 2009-10 erkende, at de demokratiske procedurer ikke virkede, og at styret var dybt korrupt og inkompetent. Den opiumsproduktion, som Taliban-styret næsten havde fjernet, er blevet den største økonomiske aktivitet, og kontrollen over den en væsentlig faktor på begge sider i borgerkrigen.

Tilbage stod målet om terrorbekæmpelse – uanset at krigen i Afghanistan formentlig har motiveret flere nye terrorister, end den har fjernet. I 2011 er så erkendelsen efter 10 år, at krigen ikke kan vindes. Målet, der nu står tilbage, også officielt erkendt af USA – og ifølge meningsmålinger i overensstemmelse med de fleste afghaneres ønske – er at få de fleste vestlige styrker ud og forhandle sig til fred og magtdeling med Taliban-bevægelsen, mod at denne bryder med Al Qaida. Om dette vil lykkes står hen i det uvisse, med eller uden fredsslutning har Taliban tiden med sig.

Libyen-luftkrigen blev startet i marts 2011 af frygt for, at Gaddafi-styrkerne ville foretage en massakre i oprørernes hovedby, Bengazi, hvorfor den nye FN-doktrin ”Responsibility to Protect” blev bragt i anvendelse for at beskytte civilbefolkningen. Det stod imidlertid hurtig klart, at man var involveret i en omfattende borgerkrig, og at hovedmålet for de store krigsførende lande var et andet, nemlig at fjerne Gaddafi fra magten.

Overfladiske analyser, forkerte antagelser

I alle tilfælde har man på et skrøbeligt beslutningsgrundlag og påvirket af en mediedækning, som ikke gik dybden med problemernes natur, truffet hurtige beslutninger. Med undtagelse af Libyen startede krigene med en hurtig militær sejr, hvorefter den efterfølgende udvikling fik en anden dynamik end forudset ud fra analyser, som viste sig overfladiske i forhold til den lokale virkelighed. Udfordringen i det libyske klansamfund består nu i at forhindre, at militær sejr også der udvikler sig til borgerkrig eller massiv undertrykkelse af de tabende dele af befolkningen.

Bl.a. har Vestens politiske og militære beslutningstagere undervurderet, hvad det kan føre til at knuse en eksisterende samfundsstruktur for at erstatte den med en importeret model. I både Kosovo, Afghanistan og Irak ville man ændre samfundet radikalt økonomisk, socialt og politisk, og man startede med at fjerne det meste af den gamle administration og opløse militæret. Man har også undervurderet den modvilje i befolkningen, som fremmede besættelsesstyrker afføder. Det sidste forstærket ved, at styrkerne har været ”vantro”, hvor de tre seneste krige har været ført i muslimske lande.

Hertil kom, at Vesten var præget af et vist overmod under indtryk af økonomisk vækst og en USA-styret verdensorden i tiden fra den kolde krigs afslutning omkring 1990 og frem til finanskrisen i 2008. Antagelsen var, at den sejrende verdensorden skulle udbrede ikke bare markedsøkonomi, men også demokrati og menneskerettigheder over hele kloden. Det kunne, iflg. USA og senere NATO, ske med militær magt hvor man anså det for ønskeligt og muligt. Også i Danmark kunne man i den periode ”købe hele verden”, og det spillede måske en rolle, at der havde været gode erfaringer med Demokratifondens eksport i 1990erne af aspekter af den danske samfundsmodel til de post-kommunistiske lande (med absolut fredelige midler).

Nu har man så lært på den hårde måde, at sejre i konventionelle krige ikke forhindrer langvarige guerillakrige, hvor militær overmagt kommer til kort. USA’s og Sovjetunionens bitre erfaringer fra hhv. Vietnam og Afghanistan var fortrængt. Samt at mulig fremvækst af demokrati også i samfund med andre traditioner, historie og kultur er nødt til at starte indefra – og har en længere tidshorisont, end det er muligt for Vesten at føre meget bekostelige krige i fjerne lande. Krigenes milliard-omkostninger står i kontrast til de økonomiske problemer og nedskæringer, der nu præger dagsordenen i Vesten, inkl. Danmark.

Danmark som ny krigernation

Krigene har medført et internationalt og mentalitetsmæssigt rolleskift for Danmark fra at være en mæglernation til at blive en krigernation. ”Forhandling” er gået fra at være et plus-ord til noget umoderne. ”Danmark i krig” (uden for koldkrigs-sammenhængen) er gået fra at være et absurd udsagn til at blive opfattet som noget naturligt.

Hvor 34.000 unge danskere fik en prægende oplevelse fra 1948 til 1989 ved at deltage i de fredsbevarende FN-styrker i (primært) Gaza, Cypern og Congo, er over 10.000 unge danskere siden da sendt til endnu mere fremmede steder. Nu for at deltage i offensive krige – og for nogles vedkommende selv at blive dræbt eller lemlæstet, fysisk eller psykisk.

Forsvaret som institution har efter den kolde krig fået en ny eksistensberettigelse ved evnen til at deltage i disse nye krige. Derved har det vundet prestige og bevillinger, og det fylder mere i det offentlige rum bl.a. som resultat af hundreder af nye ansatte inden for forsvarets efterretnings-, informations- og rekrutteringsvirksomhed.

Den offentlige debat har været præget af, hvad man har opfattet som nødvendigheden af at slutte op om de udsendte i deres farlige missioner. Medierne har accepteret militært betinget fortrolighed og kun dækket den danske side af krigene, ikke den død og ødelæggelse krige fører med sig, ikke mindst for civilbefolkningen, og stort set uden nærmere, kritiske undersøgelser af krigenes berettigelse, formål og lokale vilkår.

Danmark er blevet til en af de mest aktivt krigsførende aktører blandt de mindre, vestlige lande. Det har affødt amerikansk særbehandling af besøgende danske statsministre med ros for, at Danmark ”bokser i en tungere vægtklasse, end landets størrelse tilsiger”. Hvad der kan understøtte en antagelse om, at når krigsdeltagelsen har været forholdsvis populær i Danmark, har det haft en sammenhæng med de senere års national-konservative strømning i dansk politik. For Anders Fogh Rasmussen var ”aldrig mere en 9. april”-retorikken forbundet med, at  Danmark skulle være militært aktiv i den amerikansk ledede ”krig mod terror” (og mod diktatur og undertrykkelse).

Resultatet blev et hidtil uset tæt udenrigspolitisk parløb med USA, frem for (som tidligere) med de nordiske eller andre mindre europæiske lande. Også EU-perspektivet i retning af en modererende, fredelig rolle i international politik har været nedprioriteret, som det bl.a. kom til udtryk, da Anders Fogh sammen med bl.a. Tony Blair officielt støttede USA’s planer om Irak-invasion i 2003 i et læserbrev i internationale aviser, med brod mod Tysklands og Frankrigs skepsis.

I dele af befolkningen har der måske været en vis stolthed over at Danmark tilsyneladende spiller en militær rolle, som man skal flere hundrede år tilbage i historien for en finde paralleller til. At den militære betydning af Danmarks krigsdeltagelse har været marginal (mindre end én procent af den samlede indsats i Afghanistan), skal man selv regne sig frem til. I det danske mediebillede har man forbigået sådanne detaljer.

At de tre sidste krige med dansk deltagelse har været ført i muslimske lande, har man heller ikke talt meget om. Selv om det, sammen med Muhammed-krisen i 2006, næppe har været gavnligt for hverken dansk renommé, eksport, integrationspolitik eller for terrortruslen mod Danmark.

Behov for ny kursændring

Krigene har kostet dyrt, ikke mindst for civilbefolkningen i de berørte lande, men efterhånden også for Danmark, menneskeligt, økonomisk og politisk. Danske ressourcer kunne givetvis have gjort en langt større forskel som bidrag til et mere gennemtænkt beslutningsgrundlag og til de forsøg på fredelig konfliktløsning, som dårligt nok fandt sted overhovedet før starten på krigene i Kosovo, Afghanistan, Irak og Libyen.

Under den kolde krig spillede Danmark en ikke uvæsentlig, selvstændig og proaktiv rolle som forhandlings- og mæglernation for sikkerhed og samarbejde i Europa. Andre sammenlignelige lande, som Norge, har haft en lignende rolle i forhold til konflikterne efter koldkrigen baseret på, at man havde opbygget en relevant analytisk kapacitet, der kunne understøtte disse initiativer. I EU-regi søger man at opprioritere den fælles udenrigs- og naboskabspolitik for at fremme økonomisk og demokratisk udvikling i andre dele af verden med fredelige midler.

Verden er i dag en anden end ved den kolde krigs afslutning for 20 år siden. USA er ikke længere den ubestridte globale leder, og Vestens økonomiske styrke er svækket. Samtidig er klodens klima- og ressourceudfordringer ikke blevet mindre, selv om debatten midlertidigt er stilnet af. Der er rigeligt andet for Danmark at bruge energi på i udenrigspolitikken end fortsat at være frontlinjestat i udsigtsløse og ugennemtænkte krige under fjerne himmelstrøg.

Også det danske demokrati, som vi ønsker at eksportere, ville være tjent ved en mere åben debat om krigenes omkostninger og om den målforskydning, der har fundet sted. En sådan debat vil højst sandsynligt føre til besindelse på, at Danmark kan gøre en anderledes positiv forskel i det internationale samfund ved at genopdage de bedste sider af traditionel dansk udenrigspolitisk indsats for fredelig international konfliktløsning. Såsom gennem forebyggende ulandsbistand, bidrag til fredsbevarende FN-styrker, klogt diplomati og en smidig forhandlingsindsats, der bygger på styrket analytisk kapacitet inden for fredelig konfliktløsning samt relevant bistand til befolkningernes egen kamp for demokrati og menneskerettigheder.

Dette kræver en mentalitetsændring i retning væk fra hyldesten til de militære snuptags-løsninger, som ikke har været så hurtige endda, og hvis mest konkrete resultat her i landet, næst efter de faldne, måske er at tusindvis af medborgere nu må leve med fysiske og psykiske skader. Men der vil stadig være behov for mod og snilde under danske bidrag til fredelig konfliktløsning og i kampen for demokrati og bæredygtighed i verden. Heri ligger en værdig opgave for Folketing og regering efter valget.

Gunnar Olesen er chefkonsulent og bestyrelsesformand i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)