Mødet på Forsvarets Dag
På Forsvaret Dag forløber dagen således:
- Information om Forsvaret og de uddannelses- og jobmuligheder, du har i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen
- Skriftlig prøve
- Helbredsundersøgelse
- Sessionsbehandling og trækning af lodnummer
- Personlig vejledning om værnepligt og uddannelser i Forsvaret
Hvad skal jeg medbringe?
For at vi kan foretage den mest korrekte vurdering af din egnethed til værnepligtstjeneste skal du medbringe følgende papirer:
- Indkaldelsen til Forsvarets Dag
- Sundhedskort (Sygesikringsbevis)
- Afgangsbeviser
- Skoleudtalelser
- Eksamensbeviser af enhver art
- Uddannelsesaftaler / Lærekontrakter
- Svendebrev
- Kørekort
- Evt. lægeattester, briller eller recept på kontaktlinser
- Bruger du medicin, skal du medbringe det
- Evt. fuldmagt til aftale om værnepligtstjeneste
ORIENTERING
Den information, du får på Forsvarets Dag relaterer sig til både værnepligt samt uddannelses- og jobmuligheder i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. Du får bl.a. forevist to film, der hhv. handler om værnepligten og Forsvarets opgaver rundt omkring i verden.
Du vil også have mulighed for at stille spørgsmål til vores medarbejdere gennem hele dagen.
SKRIFTLIGE PRØVER
Den skriftlige prøve du skal gennemgå er delt op i 4 dele og tager knap en time at gennemføre. Du vil blive testet indenfor områderne:
- Logisk tænkning
- Dansk
- Matematik
- Figursammensætning
HELBREDSUNDERSØGELSE
Undersøgelsen er delt op i to dele. Første del er forundersøgelsen, hvor du bliver målt og vejet samt får testet syn og hørelse. Dette foregår påklædt uden fodtøj.
Anden del af undersøgelsen foregår hos lægen, hvor det vurderes, om du helbredsmæssigt er egnet til værnepligtstjeneste. Inden lægekonsultationen vil du blive bedt om at klæde dig af i omklædningsrummet, således at du hos lægen er iført undertøj.
Vurderingen tager udgangspunkt i resultatet af forundersøgelsen, helbredsundersøgelsen samt helbredsspørgeskemaet, som du blev bedt om at indsende i forbindelse med den første henvendelse, du har fået vedr. Forsvarets Dag.
SESSIONSBEHANDLING OG LODTRÆKNING
Ved sessionsbehandlingen modtager du din egnethedsvurdering, der afgør hvorvidt du skal trække et lodnummer eller ej.
Egnethedsvurderingen foretages med baggrund i "Sessionsbedømmelse af Værnepligtige" som du finder her.
Egnet
Hvis du bliver bedømt egnet, skal du trække et nummer, der afgør, om du skal aftjene værnepligt eller ej.
Begrænset egnet
Hvis du bliver bedømt begrænset egnet, skal du stadig trække nummer, men du bliver ikke indkaldt, medmindre dette sker efter eget ønske.
Uegnet
Er du bedømt uegnet, kan du ikke aftjene værnepligt. Du kan dog søge om ny sessionsbehandling tidligst et halvt år efter Forsvarets Dag, hvis du ønsker en ny egnethedsvurdering (du kan downloade "Ansøgning om nyt møde til Forsvarets Dag - tidligere uegnet" her).
Frinummer
Trækker du et såkaldt frinummer, skal du ikke aftjene din værnepligt. Du kan dog godt melde dig frivilligt i stedet. Det gælder både, hvis du er bedømt egnet eller begrænset egnet.
Ved at melde dig frivilligt, kan du selv vælge indkaldelsestidspunkt og sted (ved ledige pladser) ved at underskrive en aftale om værnepligtstjeneste.
Trækker du ikke frinummer, får du mulighed for at ønske, hvor du vil aftjene din værnepligt i tilfælde af, at du bliver indkaldt på nummeret.
Hvornår får jeg svar på betydningen af lodnummer?
Ved sessionsbehandlingen på Forsvarets Dag får du mundtlig besked om betydningen af det nummer, som du har trukket.
Lodnummergrænsen, som bestemmer om et nummer er et frinummer, bliver bestemt af forskellige faktorer. Den altafgørende faktor er antallet af frivillige, der har søgt værnepligt i den indkaldelsesperiode, som Forsvarets Dag dækker.
Er der mange frivillige, så vil lodnummergrænsen være lav; er der få frivillige, vil den være høj. Grænserne varierer år for år!
Skriftligt svar på hvorvidt du indkaldes eller ej udsendes 2 gange årligt, henholdsvis maj og november.
- Har du været på session fra 1. april – 30. september modtager du skriftligt svar i november
- Har du været på session fra 1. oktober – 31. marts modtager du skriftligt svar i maj
Her kan du se de gældende lodnummergrænser.
PERSONLIG VEJLEDNING
Efter sessionsbehandlingen bliver du tilbudt en vejledningsseance, hvor du har mulighed for at få hjælp til at lave en aftale om værnepligttjeneste.
Vejlederen hjælper dig med at finde det tjenestested, der passer bedst til dine ønsker og behov. Vejlederen kan også hjælpe med information om fysisk træning op til værnepligten samt give svar på spørgsmål om øvrige uddannelser i Forsvaret.
AFTALE OM VÆRNEPLIGTSTJENESTE
Såfremt du ønsker at lave en frivillig aftale om værnepligtstjeneste skal du have vurderingen egnet eller begrænset egnet på sessionen. Så kan du, uanset hvilket lodnummer du trækker, lave en aftale om værnepligtstjeneste enten på Forsvarets Dag sammen med en vejleder eller hjemmefra efter du har været på Forsvarets Dag.
Her kan du finde oplysninger om ledige værnepligtshold og ansøgningsskema.
Værnepligtstjeneste kan tidligst påbegyndes efter du er fyldt 18 år, og skal senest være påbegyndt inden du fylder 32 år.
Er du under 18 år og ønsker at lave en frivillig aftale om værnepligtstjeneste, hvad enten det sker på Forsvarets Dag eller hjemmefra, skal der medbringes/vedlægges en fuldmagt fra én af dine forældre eller en eventuel værge.
MILITÆRNÆGTER
Er det uforeneligt med din samvittighed at aftjene værnepligt i Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen, kan du søge om at blive militærnægter. Du skal dog have været på Forsvarets Dag og modtaget din indkaldelsesordre, for at du kan søge om militærnægtertjeneste.
Ansøgningen om militærnægtertjeneste skal sendes til militærnægteradministrationen. Ansøgningsfristen er 8 uger fra modtagelsen af din indkaldelsesordre.
Tjenestetiden som militærnægter er den samme, som den du ville have fået i Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen. For de flestes vedkommende er der tale om 4 eller 9 måneders værnepligt, men værnepligten kan dog være op til 12 måneder.
Læs eventuelt mere om det at blive militærnægter her: www.militaernaegter.dk
SPØRGSMÅL OG SVAR
Hvad sker der hvis jeg ikke består prøven?
Du vil få nærmere besked på Forsvarets Dag, hvis du ikke består den skriftlige prøve.
Kan/skal jeg tage prøven om, hvis jeg dumper?
Før du kan søge en fornyet session skal der gå mindst 6 måneder (klik her hvis du skal hente ansøgningsskema).
Hvad betyder det at være blevet bedømt uegnet?
Der kan være flere årsager til, at du er blevet erklæret uegnet. Det vil dog betyde, at du ikke skal trække et lodnummer og dermed ikke kan indkaldes til værnepligtstjeneste. Ligeledes kan du ikke indgå en frivillig aftale om værnepligtstjeneste
Kan jeg søge værnepligtstjeneste, selv om jeg er blevet bedømt uegnet?
Ja, det kan du godt, men så skal du først søge om at komme på en fornyet session, hvor vi igen vurderer dig og finder dig egnet eller begrænset egnet. Find a
Hvad betyder det at være blevet bedømt begrænset egnet?
Hvis du er ”begrænset egnet” betyder det, at du ikke vil blive indkaldt til at aftjene værnepligt, men du kan godt indgå en frivillig aftale om værnepligtstjeneste.
Hvad vil det sige at være forbigået?
Hvis du er ”forbigået” betyder det, at du vil blive indkaldt igen til en ny Forsvarets Dag, typisk et halvt år senere.
Jeg har trukket frinummer, kan jeg stadig godt komme til at aftjene VPL?
Selv om du har trukket frinummer kan du alligevel indgå en aftale om værnepligtstjeneste.
Hvad hvis jeg er farveblind eller har nedsat syn?
Det er lægen der skal afgøre om du af den grund er egnet eller begrænset egnet eller uegnet.
Hvad hvis jeg bruger medicin, har astma og lign.?
Det er lægen der skal afgøre om du af den grund er egnet eller begrænset egnet eller uegnet.
Jeg har glemt mine skolepapirer, får det konsekvenser?
Det kan betyde, at du bliver forbigået og dermed indkaldes til en ny Forsvarets Dag.
Kan jeg aftjene VPL, hvis jeg har fået en bøde eller har haft en dom?
Du kan godt aftjene værnepligt selvom du har bøder eller en dom. Hvis det er en længerevarende ubetinget dom kan det dog betyde, at du kan blive udelukket fra værnepligtstjeneste.
Til top
Sidst opdateret 29-01-2016 - kl. 09:40