Ny undersøgelse: I dag er statens udgifter til dagpenge tre gange mindre end i 1995

Siden 1990’erne er dagpengeordningen blevet dyrere for medlemmerne af a-kasserne. Imens er statens udgifter til området faldet med 15 milliarder kroner, hvis man sammenligner 1995 med 2018. Det viser en beregning, som Konsulenthuset Damvad har lavet for LO.

Når statens udgifter til dagpenge er blevet mindre, er det først og fremmest positivt – det skyldes nemlig dels, at der er færre arbejdsløse i 2018, end der var i 1995. Men der er også andre årsager til udviklingen: Politikerne har forkortet dagpengeperioden til to år og sænket den såkaldte kompensationsgrad, altså hvor stor en del af lønnen, man får dækket, hvis man mister sit arbejde.

Samtidig viser undersøgelsen, at et a-kassemedlem via medlemsbidraget til staten betaler 31 procent mere om året til dagpengene end i 1995. Derfor mener LO, at medlemmerne i dag får langt mindre forsikring for pengene.

»Set med lønmodtagernes briller er risikoen for at blive arbejdsløs faldet, mens dagpengeperioden gradvist er forkortet, ydelsen er blevet lavere, og rådighedsreglerne for ledige er strammet op,« siger formand for Arbejdernes Landsforbund, LO, Lizette Risgaard. Hun fortsætter:

»Alt det taler for, at prisen på a-kasseforsikringen burde være lavere, hvis man sammenligner med alle andre typer forsikringer. Men i stedet er det blevet dyrere at være medlem af en a-kasse,« siger hun og bakkes op af professor ved Roskilde Universitet Bent Greve.

»Det er klart, at statens samlede udgifter til dagpenge er påvirket af ledigheden, men der er også andre faktorer som dækningsgrad og dagpengeperioden, der tilsammen gør, at lønmodtagerne faktisk betaler mere af dagpengesystemet, end de gjorde tidligere, og samtidig får de mindre ud af det,« siger han.

Primært medlemsfinansieret

En anden måde at se på det er, at medlemmerne af a-kasserne i 1995 finansierede 19 procent af dagpengesystemet. Det har ændret sig, så de omkring 2,1 millioner danskere, der er tilmeldt en a-kasse i 2018, betaler 65 procent af ordningen, viser undersøgelsen.

Her skal det igen understreges, at der i 1995 var flere arbejdsløse, end der er i dag.

Derfor skal man også passe på med at tegne disse øjebliksbilleder, da antallet af arbejdsløse har stor indvirkning på, om det er medlemmerne eller staten, som finansierer den største andel af dagpengesystemet. Det påpeger Stine Rasmussen, der er lektor på Aalborg Universitet.

»Hvis du sammenligner i dag med 1995, er det rigtigt, at medlemmerne finansierer meget, meget mere, men det er helt klart et spørgsmål om, hvad konjunkturerne er, i det øjeblik man måler,« siger hun.

Bent Greve er enig i, at det vil være mere retvisende at se på tallet, hvis man rensede for de såkaldte konjunkturudsving, altså hvor mange ledige der er i bestemte perioder. Men siden midten af halvfemserne har der også været et strukturelt fald i ledigheden – det vil sige, at der generelt er blevet bedre balance mellem den arbejdskraft, der henholdsvis udbydes og efterspørges.

Samtidig var det også i 1990’erne, at politikerne begyndte at skære i dagpengene. Og det vil tilsammen have en betydning for, hvem der i sidste ende betaler for vores dagpengeforsikring, påpeger han.

»Det betyder, at medlemmerne kommer til at betale en relativt større andel af udgifterne til dagpengene,« siger Bent Greve.

Dyrere for medlemmerne

Endelig er der de nye beregninger om selve medlemsbidraget. De viser, at det er blevet dyrere at være medlem af en a-kasse, fordi fradraget til a-kasserne er blevet mindre.

Det betyder, at staten i dag får 3.200 kroner efter skat om året for hver fuldtidsforsikret via en a-kasse. I 1995 fik den 2.400 kroner. At medlemmernes bidrag til dagpengesystemet er blevet højere på grund af ændringerne i skattesystemet, bekræfter Bent Greve.

»Man har glemt at lægge mærke til værdien af skattefradragene. Der er en lavere beskatning og et lavere skattefradrag, og det gør, at værdien af medlemsbidraget er steget for staten,« siger han.

Ifølge Lizette Risgaard viser undersøgelsen, at der er råd til at forbedre dagpengesystemet og hæve dagpengene, hvilket også er LO’s budskab i en ny kampagne. De foreslår, at dagpengene skal stige med prisudviklingen. Konkret vil de sætte satsen op med 13.400 kroner om året.

»Den gode nyhed er, at arbejdsløsheden er faldet. Men staten har sparet en masse penge, mens det er blevet dyrere at være medlem af en a-kasse. Og det er vigtigt, at det fortsat er attraktivt at være medlem – det er forudsætningen for, at dagpengesystemet bidrager med tryghed til medlemmerne,« siger hun.

Den borgerlig-liberale tænketank CEPOS mener, at det er positivt, at statens udgifter til dagpenge er faldet siden 1990’erne. Når den strukturelle ledighed er blevet mindre i løbet af årene, er det netop fordi man har reformeret dagpengene, siger cheføkonom i tænketanken, Mads Lundby Hansen.

»Det skyldes Nyrups fremragende reformer af dagpengene, hvor han forkortede dagpengeperioden fra uendelig til fire år og reducerede ungesatsen, så unge under 25 kan få halveret deres dagpenge. Så er dagpengeperioden også blevet reduceret under Løkke. Det har øger beskæftigelsen endnu mere og reducerer dermed også udgifterne,« siger han.

CEPOS ser ikke noget problem i, at medlemmerne betaler en stadig større andel af dagpengene, mens arbejdsløshedsforsikringen samtidig er blevet ringere for dem.

»Staten betaler stadig omkring en tredjedel. Og jeg må også bare konstatere, at når man taler om dagpenge som et dårligere produkt, så har vi jo ikke et fald i antallet, der er medlem af en a-kasse,« siger han.

Endelig advarer Mads Lundby Hansen om, at det, LO kalder en »forbedring af dagpengesystemet«, vil få negative konsekvenser for samfundsøkonomien.

»Konsekvensen ved det vil være, at beskæftigelsen reduceres med 7.000 personer i forhold til det regelsæt, der er i dag. Den beregning har vi lavet på baggrund af Dagpengekommissionens regnemetode. Det vil koste 2,5 milliarder kroner, og det skal finansieres.«

Udhuling af dagpengene

I begyndelsen af året advarede Det Økonomiske Råd om, at der er sket en udhuling af dagpengene, der truer vores flexicuritymodel. Vismændene fremlagde tal fra Danmarks Statistik, der viste, at dagpengesatsen udgjorde 63 procent af gennemsnitslønnen i industrien i 1980. I dag udgør dagpengene 47 procent af en gennemsnitsløn. Og i 2025 vil de kun udgøre 44 procent af en gennemsnitsløn i industrien, lyder fremskrivningen.

Det kan også være én af årsagerne til, at flere og flere danskere vælger at tegne en privat arbejdsløshedsforsikring, som Politiken skrev om i søndags. Den tendens genkender LO-formanden.

»Når vi spørger, kan vi høre, at folk er utrygge og i tvivl om, hvorvidt der er et flexicuritysystem til dem i fremtiden,« siger Lizette Risgaard.

Stine Rasmussen advarer også om, at en fortsat forringelse af dagpengene risikerer at gå ud over flexicuritymodellen, hvor arbejdstagerne let kan gå ind og ud af arbejdsmarkedet. En model, der betyder, at de danske lønmodtagere er fleksible og dermed også bliver mere konkurrencedygtige.

»Og hvis man så mister sikkerheden, så er spørgsmålet, om folk har lyst til at være så fleksible og mobile, eller om man i stedet forsøger at finde den tryghed i det job, man har. Så for mig at se er det lidt en glidebane med de her sikkerhedsforringelser,« siger Stine Rasmussen.

Hun påpeger dog også, at der stadig er stor opbakning til dagpengesystemet. En analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet fra foråret viser, at 70 pct. af de 25-59-årige i dag er medlem af en a-kasse. Dette niveau har været nogenlunde stabilt de seneste 20 år. En anden analyse fra LO viser på den anden side, at når man ser på forsikringsgraden renset for de gratis medlemskaber, er der er en svagt faldende tendens.

»Systemet er ikke ved at erodere nu og her, men der er mange, der oplever, at den her økonomiske sikkerhed i systemet ikke længere er god nok. Og det skaber utryghed for den arbejdende befolkning,« siger hun.

Bent Greve mener ligesom LO, at undersøgelsen kan bruges til at rejse en diskussion af, om dækningsgraden er på et passende niveau, når nu staten samtidig over tid har sparet så mange penge på ordningen.

»Man skal huske på, at selv om man har en lav gennemsnitlig ledighed, så er der jo fortsat en del mennesker, der risikerer at ryge ud af arbejdsmarkedet. Gudskelov kommer langt de fleste hurtigt ind igen, men for dem, der mister sit job, bliver det en alvorlig økonomisk deroute.«